Marsken ved Vadehavet har været beboet siden jernalderen for omkring 1000 år siden. Og i store dele af denne periode, har okseopdræt spillet en afgørende rolle for befolkningen.

Jernalderbefolkningen lavede kanaler for at lede vandet væk efter højvande, hvilket gjorde det muligt for okserne at græsse på den næringsholdige jord.

Historikere mener, at befolkningen i marskområderne begyndte at eksportere levende stude omkring år 1100. Storhedstiden var i 1500 og 1600 tallet, hvor efterspørgslen efter oksekød steg kraftigt. Især i Holland, hvor de søfarende havde brug for store mængder proviant på deres lange rejser til fjerne kolonier. I mange tilfælde blev okserne drevet ad landevejene gennem Jylland til Tyskland, hvilket var en besværlig affære. Krig og uro førte nemlig til tab af mange dyr, og deraf kom idéen til at udskibe stude og okser fra havne i Vadehavet til de vigtige markeder mod syd.

Der blev også eksporteret okser og stude fra andre steder af Jylland, men det var dyrene fra marsken, som var de mest eftertragtede. De vejede mere, hvilket gjorde, at dyrene var i god stand efter den 10 dage lange rejse til Holland. Men især var det kødets salte aroma, som faldt i god smag hos de hollandske købere.

I dag er det et anerkendt faktum, at okse- og studeopdræt har spillet en afgørende rolle i marskens historie. Og sporene fra storhedstiden kan ses endnu. Et eksempel kommer fra det nordtyske Vadehav, hvor salt blev udvundet af tørven i marsken. En betragtelig del af dette salt blev solgt i Ribe, hvor befolkningen brugte det til konservering af oksekød. Det er også grunden til, at en af gaderne i Ribe hedder Saltgade.

Fra begyndelsen for omkring 1000 år siden til i dag har talrige mennesker oplevet og værdsat de gode kødprodukter fra marsken. For Vadehav, Marsk og Mad er det afgørende, at traditionerne værdsættes og videreføres i respekt for de historiske kendsgerninger, høj dyreetik og dyreopdræt.

I hele perioden har generationer af landmænd levet i den ofte barske natur ved Vadehavet. Det er naturen ved Vadehavet, de salte omgivelser og det næringsholdige græs, som den dag i dag er fundament under opdræt af lam og stude i Marsken.

Derfor er det også naturen, som i sidste ende er garant for den unikke smagsoplevelse fra Vadehav, Marsk og Mad's lam og stude.




Den historiske baggrund


En tusindårig landbrugstradition videreføres i marsken, hvor naturen er den største garant for den gode smag.